Til dig, der er bekymret i disse coronatider

Bliver jeg mon syg? Hvad med mine gamle forældre? Mine børn? Hvad skal jeg gøre uden løn? Uden Job? Hvor lang tid varer det mon? Hvordan bliver tiden bagefter? Hvad skal jeg lave?

Disse og mange, mange andre spørgsmål drøner rundt i hovedet på mig og andre i disse dage. Det er en tid præget af enorm usikkerhed og bekymring. Samtidig florerer der også en masse gode råd og ideer til, hvad man skal gøre for at få det bedre. Forleden fulgte jeg en længere diskussion på de sociale medier, hvor det handlede om at tænke mere positivt, og at skifte de negative tanker ud med nogle gode tanker. Lær at fokusere på det positive, så du ikke bliver overvældet af alt det triste, man hører i alle medier osv.

Men hvordan skal jeg kunne skifte fra at være dybt bekymret til at falde mere til ro? Der går ikke lang tid fra, at jeg prøver at fokusere på noget andet til, at jeg pludselig opdager, at mine tanker igen kredser om alle bekymringerne. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

I den følgende artikel vil jeg forklare, hvorfor det forholder sig sådan for mange af os. Det har en hel masse med vores hjerneprocesser at gøre, men heldigvis er der metoder til at berolige overbekymrede systemer. Dem får du til allersidst.

Følelser og tanker
Ifølge ovennævnte tilgang er det mine negative tanker, der skaber negative følelser i mig. Det handler derfor om, at bearbejde mine tanker, så de kan skabe nogle mere positive følelser, altså at fokusere på noget andet end alt det dårlige, vi konstant hører om i medierne m.m. Jeg kunne derfor forsøge at skifte alle bekymringstankerne ud med et fokus på, at vi lever i en del af verden, hvor alting fungerer, hvor der er orden i sagerne, hvor vi kan have tillid til myndighederne osv.

Hvis det nu var rigtigt, at mine tanker former mine følelser, så ville jeg gradvist falde mere til ro, efterhånden som tankerne får styr på følelserne. Jeg burde således kunne overbevise mig selv om, at det nok skal gå.

Problemet er bare, at jeg ikke helt kan slippe bekymringerne og de ubehagelige følelser trænger sig på igen. Det er næsten som om, jeg vil bekymre mig! Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg blive frygtelig irriteret på mig selv over, at jeg ikke er i stand til at tage den lidt mere med ro. Jeg kan faktisk blive meget bekymret over, at jeg ikke kan bekymre mig mindre!

Nu ved jeg heldigvis bedre, og derfor er jeg klar over, at det på ingen måder er vores tanker, der styrer vores følelser. Både vores tanker og følelser bliver påvirket af processer i hjernen, som vi ikke har direkte adgang til.

Uden for bevidstheden
Der foregår simpelthen nogle ting i hjernen, som har enorm betydning for, hvordan du føler, tænker og handler. Hjernen har en række såkaldte ikke-bevidste funktioner. Faktisk er langt det meste af det, din hjerne foretager sig, ikke bevidst. Nogle hjerneforskere hævder, at det er op mod 98%, der ligger uden for bevidstheden.[1]

Nu kalder vi disse funktioner for ikke-bevidste, fordi de er – ja – ikke bevidste. Det er ikke det samme som ubevidste eller underbevidste, for der er ikke tale om psykologiske modeller. Det er neurologi og altså processer, som kører helt automatisk og uden for din bevidste kontrol.

Den altoverskyggende og vigtigste funktion for disse systemer er at holde dig i live. Centralt her er dine amygdalaer, som er et nervebundt, som findes i begge sider af hjernen. Amygdalaerne er hjernens trusselsovervågningscentral.[2] De har til opgave at holde øje med og reagere på fare i dine omgivelser. Hvis de forudser fare, sender de signaler rundt til andre vigtige netværk i hjernen, så du kan blive klar til at modstå faren. Amygdalaerne er meget stærkt forbundet med meget store dele af hjernens forskellige netværk, her i blandt dem, der styrer vores adfærd. Ofte handler det om at komme væk. I de situationer sørger signalerne bl.a. for at hæve blodtrykket, sætte pulsen i vejret og øge åndedrætsfrekvensen.

Gennem hele vores liv – men mest i barndommen – opbygger amygdalaerne et, for dig, personligt katalog over farlige steder, personer, lyde, lugte, farver og meget andet. Vi er alle født med evnen til at opdage og reagere på fare, men den specifikke fare, som vi skal kunne reagere på, er afhængigt af det liv, vi lever, samt hvor vi lever det. Amygdalaerne hos en person vokset op i Damaskus vil være sensitiv over for andre farer, end en person, der er vokset op ved Damhussøen. Der er dog farlige ting, vi alle sammen har indbygget et beredskab for. Det kan fx være slanger, edderkopper, store højder, små rum osv. Hvor voldsomt, vi vil reagere herpå er dog forskelligt fra person til person.

Hjernen gætter
Nu lagde du måske mærke til, at jeg skrev, at amygdalaerne forudser fare. Hjernen er ikke et passivt organ, der venter på, at noget skal ske i omgivelserne, hvorefter der bliver sendt et sansesignal til den. Det troede man indtil for ganske nyligt, men hjernen forholder sig langt mere aktivt til omgivelserne.

Hjernen er hele tiden i gang med at gætte, hvad der kommer til at ske lige om lidt.[3] Hvis vi derfor nærmer os noget, der minder om en farlig situation, vi tidligere har været i, tror vores amygdalaer, at der er en trussel på vej, og straks sender de signaler rundt i hjernen. Foruden blodtryksstigning, forøget pulsslag og åndedrætsstigning ændrer den også hjernens kemi. Fx kunne amygdalaerne give signal til, at der skal udløses mere adrenalin i blodbanen, for vi vil så være bedre i stand til at kæmpe, hvis vi skulle få brug for det. Amygdalaerne gør os altså klar ud fra løbende gæt om, hvad der skal til at ske. Det er faktisk ret smart. På den måde er hjernen meget hurtigere, end hvis den skulle vente på at få et sanseinput udefra, analysere det, mobilisere de nødvendige resurser (muskler, blod, puls, hormoner m.m.) og så reagere.

I stedet gør den sig klar med det samme og bruger herefter sanseinput til at tjekke, om den havde ret. Altså: 1) Hjernen gætter, 2) alle systemer gøres klar (adfærden er kørt i stilling) og 3) hjernen tjekker med sanseinputtene, om gættet var rigtigt. Hvis gættet var forkert, bliver alle systemer lynhurtigt opdaterede, så de passer med et nyt gæt, som så bliver tjekket vha. sanseinputtene og evt. yderligere korrigeret. Således arbejder hjernen konstant, og den foretager disse gæt og korrektioner tusinder af gange i sekundet.

Forkerte gæt og kriser
Nogle gange gætter hjernen imidlertid forkert og får ikke korrigeret gættet, men fortsætter ned ad en forkert sti. Det er fx det, der sker, når edderkoppen, der viser sig kun at være 3 mm stor og ikke spor farlig, stadig opleves som en dødsensfarlig trussel. Den slags ikke-korrigerede gæt oplever vi alle, og hvis det tager overhånd, kan det udvikle sig til fobier.

Når vi befinder os i en krisesituation, er amygdalaerne særligt sensitive. Det ser vi fx i forbindelse med krig, naturkatastrofer eller, som nu, epidemier.[4] Vores liv bliver præget af enorm usikkerhed, og vores amygdalaer læser det som trusler. Dvs., amygdalaerne bliver ved med sende signaler til resten af hjernens netværk om, at vi skal forberede os på flugt eller kamp. Der bliver også sendt signaler om, at der skal udløses kortisol og adrenalin i blodbanen – og det er dette, der får afgørende betydning for, hvordan vi tænker, føler og tager beslutninger.

En hjerne i alarmberedskab
Når vores amygdalaer således har sat hjernen i et alarmberedskab, opstår der konkurrence om de mentale resurser i arbejdshukommelsen – altså de bevidste processer. Arbejdshukommelsen er det mentale rum, hvor din hjerne kan holde forskellige indtryk tilgængelige for din bevidsthed. Den ændring i kemien, som amygdalaerne har afstedkommet (fx adrenalin og kortisol), får dig til at bruge mere energi på at holde lidt mere øje med andre (”trusler = smittefare”), og der bliver derved mindre energi til at tænke rationelt og analysere situationen grundigt.

Når Mette Frederiksen siger, at der ikke er nogen grund til at hamstre toiletruller og rugbrød, så er der ikke nok mentale resurser tilbage til at fortælle dig selv, at det nok skal gå alt sammen, og at der er rigeligt med toiletruller og rugbrød. Nej, dine bekymringer tager overhånd, og overlevelsesinstinktet vinder kampen om de mentale resurser og skubber alle andre overvejelser til side: Jeg skal bare have de skide ruller og det rugbrød. NU!

Dine følelser, tanker og beslutninger er altså følgevirkninger af den tilstand, dine amygdalaer har sat din hjerne i, men det er ikke det samme som, at amygdalaerne har dikteret dine følelser, tanker og beslutninger. Ikke alle mennesker styrter ud for at hamstre, selvom de også har amygdalaer, der registrerede trussel om mangel. Af en eller anden grund kunne de godt mobilisere nok mentale resurser til at holde igen. Kemisk sker der det samme, men mentalt har de mere overskud til at tænke på andre før sig selv – selv i pressede situationer.

Der er faktisk forskning, der viser,[5] at der i en hjerne hos mennesker, der har øvet sig i at være hensynsfulde, foregår en hurtigere regulering af trusselsimpulser fra amygdalaerne. Umiddelbart vil deres amygdalaer også signalere ”de-andre-er-en-trussel-mod-mig”, men signaler fra frontallapperne vil lukke tilskyndelsen til at ”jeg-skal-have-det-før-de-andre” ned hurtigere, end hos folk, der ikke på samme måde er bevidste om at tage hensyn. De har så at sige et mentalt beredskab til at imødegå truslen mere overordnet. Det handler om social intelligens, og det er noget, der kan trænes. Det kan altså godt – ud fra et samfundsmæssigt perspektiv – betale sig at opdrage børn til at tage hensyn, for det betyder, at de har større mentale resurser til at håndtere de trusler, som deres amygdalaer opdager senere i livet. De bliver bedre i stand til at håndtere stress og trusler, end folk, der ikke har lært eller trænet hensynsfuldhed.[6]

Forskellige mennesker – forskellige følelser
Det er vigtigt at forstå, at forskellige mennesker føler forskelligt om de samme situationer, og at det hænger sammen med deres mentale resurser. Deres amygdalaer sender de samme signaler (”TRUSSEL, TRUSSEL, TRUSSEL!”), men de følelser, tanker og handlemønstre, der følger, kan være helt forskellige, ligesom du også selv kan føle forskelligt om de samme ting på forskellige tidspunkter.

Når jeg derfor oven for talte om, at dine amygdalaer havde sat din hjerne i en bestemt ”tilstand”, som påvirkede dine følelser, tanker og beslutninger, så handler det om humør eller stemninger. Kender du det at komme hjem fra arbejdet, og din mand/kone er hamrende irriterende, børnene er endnu værre og hunden burde aflives? Det er ikke, fordi de egentligt opfører sig anderledes, men der er bare noget, der gør, at du er mere irriteret lige netop den dag. Det handler garanteret om, at din hjerne – de ikke-bevidste processer – har gjort dig mere sensitiv, uden du ved, hvad det konkret handler om. Accepter det, og tag en timeout, indtil dine amygdalaer er faldet til ro igen. Du kan ikke tale dem til ro!

Og nu er vi så endelig tilbage til, hvad du kan gøre, når du er bekymret!

Du kan ikke kontrollere dine amygdalaer, så de skruer ned for trusselsberedskabet. De ligger i den ikke-bevidste del af hjernen. Det, du derimod kan gøre, er, at bruge din bevidsthed (dvs. følelser, tanker og handlinger) til at indrette omgivelserne, så de bliver trygge og ”normale”. Det vil få dine amygdalaer til at forudsige mindre trussel og mere ro. Du skal endelig ikke fortælle dig selv, at du ikke skal bekymre dig, for så vil du sikkert bekymre dig om det i stedet. Vær du bare bekymret, hvis det giver mening.

Hvad du kan gøre i stedet for
Når alt dette er sagt, betyder det ikke, at du ikke skal tale med nogen om, hvordan du har det. Det hjælper altid at sætte ord på følelser, tanker, og at analysere den situation, du er i. Men det svarer kun til, at du skifter baggrund, ringetone og henter nogle nye spændende apps til din mobiltelefon – selve styresystemet bliver der ikke lavet om på. Det bliver ved med at være, som det hele tiden har været!

Den måde, I taler om tingene på, er af større betydning, end hvad I siger. Rutine, ro, tryghed og normalitet i dine omgivelser (med din familie, eller hvem du ellers bor sammen med), har langt større effekt på din hjernes tilstand (= humør og stemning) end noget andet. Og hvem ved? Måske opdager du pludselig, at du ikke har bekymret dig helt så meget som før. Mental sundhed starter i det ikke-bevidste!

Jeg har prøvet at illustrere det i figuren herunder.

Jeg skal dog lige beklage den enormt lange og omstændelige vej frem hertil, men jeg har også været hjemme meget længe.

Rigtig god fornøjelse.

[1] George Lakoff: https://www.youtube.com/watch?v=HPlIjNXNnF4

[2] Det er en udbredt myte, at amygdalaerne er hjernens frygtcenter. Det er en kæmpe misforståelse. Amygdalaerne konstruerer ingen følelser i hjernen. De har udelukkende til opgave at advare om fare. Vi bliver dog ofte bange, når vi er i fare, og derfor kommer vi til at blande de to ting sammen. Vi laver en forkert årsagssammenhæng, fordi det føles sådan. Når vi imidlertid kigger på det rent hjernemæssige, så er der tale om to helt forskellige og adskilte funktioner i hjernen. Et spørgsmål, som ofte er blevet diskuteret blandt psykologer er, om du løber fra bjørnen, fordi du er bange, eller om du er bange fordi du løber? I dag ved vi – fra målinger i hjernen – at du løber længe før, du bliver bange. Følelsen af at noget farligt er sket for dig, opstår først, efter du har undveget faren. Det ville simpelthen tage for lang tid først at skulle vurdere, om bjørnen var farlig, inden du løb. De af vores forfædre, der ikke stak af, før de fandt ud af, om den var farlig, blev fanget og ædt og kunne derfor heller ikke sende deres gener videre. Hvis du gerne vil vide mere om dette i detaljer, så har ophavsmanden til forskningen i amygdalaernes funktioner, Joseph LeDoux, professor ved NYU, siden 2002 igen og igen gentaget, at det er en misforståelse at kalde amygdalaerne for hjernens frygtcenter eller at forbinde dem med specifikke følelser. Desværre har misforståelsen bidt sig rigtig godt fast i populærpsykologien, blandt journalister og helt ind i ellers seriøse videnskabelige kredse. Du kan få den helt korte forklaring her i et interview med Joseph LeDoux i The Joe Rogan Experience: https://www.youtube.com/watch?v=6tHb_GoSFeM

[3] Lisa Feldman Barrett: https://www.npr.org/transcripts/591875336?t=1585067629220

[4] Det er i øvrigt det samme, der gør sig gældende i forbindelse med stress, men det kan vi komme ind på en anden gang.

[5] Elisabeth Phelps, “Race And The Brain”: https://www.youtube.com/watch?v=CbvExszrTU0&t=1282s

[6] Hensynsfuldhed kan selvfølgelig også overdrives, og det handler derfor – som med alt andet – om at finde den rette balance.